Om dette arrangement
Bibliotekernes festival for historie Aflyst
Hjælper det at sige undskyld? En samtale om afvigere – før og nu.
Vi slutter lørdagen af med en samtale mellem tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og digter Caspar Eric. I samtalen får de også følgeskab af medforfatter til ’Afvigernes Ø’, Maria Clement Hagstrup. I dette oplæg vil de diskutere, hvilke konsekvenser det havde, at vi i en periode af vores historie valgte at sende afvigere ud på en ø. Undervejs drøfter de også, hvordan vi håndterer og forstår afvigelse og normalitet, både historisk og i dag.
Tvang, diskrimination, svigt og overgreb
Det er ikke ret lang tid siden, at vi anbragte børn, unge og voksne på opdragelseshjem, i forsorgen eller på anstalter. De var blevet anbragt der, fordi de blev betragtet som afvigende, unormale, åndsvage eller moralsk defekte. På anstalterne bestod hverdagen, for mange anbragte, af tvang, diskrimination, svigt og overgreb. Det var disse overgreb, der skete på Livø som ”Afvigernes Ø” handler om. Det var ikke et fænomen, der var isoleret til Livø. Det skete mange andre steder i landet.
Spørgsmålet er derfor: Er vi blevet klogere af dette mørke kapitel i vores historie? Har vi lært noget? Hjælper det at sige undskyld? Hvor langt er vi egentlig kommet med at give alle lige muligheder i samfundet?
Alt dette, og mere, kommer vi rundt om i samtalen, som modereres af Gustav Flyvbjerg Maindal fra Roskilde Bibliotekerne. Samtalen vises direkte på dit lokale bibliotek, hvor der også vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Arrangementet er en del af Bibliotekernes Festival for Historie. I år er festivalens tema: Når verden vendes på hovedet. Så vær med når vi spørger: Hvad skaber historiens store brud og omvæltninger?
Sted: Aabybro Bibliotek
Tid: lørdag d. 25. november kl. 14.00-15.30