Følelser
1: Lille Bange Egern holder fødselsdag af Mélanie Watt
En dejlig billedbog om nervøse Lille Bange Egern, som helst ikke foretager sig NOGET SOM HELST uden tusind udførlige planer – og så endda ikke engang… Men nu har han fødselsdag, og han vover at invitere sin ven Trofast – én gæst må Lille Bange Egern da kunne overskue… Men intet går som planlagt, og Lille Bange Egern får en kolossal nedsmeltning… Men er en overraskelse alligevel så farlig…?
2: Pigen med glimmer på af Channing Tatum
Ella glæder sig til den første skoledag på sin nye skole, og hun kan slet ikke vente med at møde de andre børn, lære dem at kende og vise dem, hvem hun er. Ella stråler af selvtillid og er sin helt egen – men mødet med de nye kammerater går slet ikke, som hun har håbet, og pludselig er Ella slet ikke glad mere… En dejlig billedbog om at tro på sig selv.
3: Lille Traktor er jaloux af Natalie Quintart
Lille Traktor elsker at være på bondegården Højly sammen med sine venner, traileren Thea og alle de rare dyr. Men en dag holder der en funklende lækker og sej sportsvogn i gårdspladsen, som stjæler alle dyrenes opmærksomhed, og selv Thea, Lille Traktors bedste ven, vil hellere være sammen med Sportsvogn! Det gør Lille Traktor ked af det og jaloux – og hvordan klarer man den følelse?
4: At være til af Kathrin Schärer
At være til… kan være at være lykkelig, utålmodig, vred, genert, utryg, spændt, bange, ja, en overflod af følelser kan man blive ramt af, også når man er et lille barn. I denne fine opslagsbog med udtryksfulde dyretegninger sættes der følelser i ansigter og kropssprog, så den voksne kan snakke med barnet om, hvordan en følelse kan se ud – og føles…
5: Den tunge rygsæk af Sarah Surgey
Sorg er en tung og uhåndterlig følelse for et lille barn, som har mistet en kær slægtning, og i denne billedbog inviteres børn og voksne til at tale om, hvordan det føles at miste nogen man holder af. En lille pige med en kæmpestor gul rygsæk slæber rundt på en masse tunge og forvirrede følelser og tanker, er vred og grådlabil og bange – men hun mødes med forståelse og får, med hjælp, lettet på de tunge tanker i rygsækken.
6: Annas store bog om følelser af Kathleen Amant
Anna bliver sur, når katten vælter hendes klodstårn, og hun bliver ked af det, når hun savner sin mor i børnehaven. Hun bliver bange, når hun ser en edderkop, men glad, når hun skal besøge sin mormor og bedstefar. Anna kan også blive, stolt, jaloux, genert, skuffet eller overgearet – Anna har så mange følelser! Dejlig billedbog med mange genkendelige situationer, og en række idéer til samtale med børn om deres følelser.