Danskere i verden

24.02.23
Historier om udlandsdanskere

Verden er blevet globaliseret, og det er blevet lettere at komme fra A til B. Mange vælger tilmed at slå sig ned i et andet land for en længere periode – og nogle endda for resten af livet. For de danskere, der hvert år rejser ud i verden for at starte en ny tilværelse ender nogle af dem med at sætte fodaftryk, som går over i historiebøgerne.

Omkring 250.000 danskere bor i dag i udlandet og op gennem tiden har tusindvis af danskere sat markante aftryk rundt om i hele verden. Fra missionærer, lykkeriddere og flugtkonger over forretningskvinder, forskere og fuskere til helt almindelige danskere, der bare blev træt af vejret under danske himmelstrøg.

Fra uge 10-16 sætter Danmarks biblioteker, sammen med DR, fokus på danskere, som er rejst ud i verden og på forskellige måder, har bidraget til at skabe et navn, der er blevet kendt og måske endda berygtet på baggrund af deres virke.

Hovedserien ’Danskere i verden’ lanceres søndag den 12. marts på DR1 og DRTV, og har Stéphanie Surrugue som vært. I programseriens seks afsnit kommer vi tæt på gribende fortællinger om danskere, der er udvandret til seks af verdens kontinenter og hver især har eller har haft stor indflydelse på den egn, de har etableret sig i. Temaet vil på DR hen over året rumme flere tv-serier, radioprogrammer, podcastserier, koncerter og et samlende temasite på dr.dk.

Målet med temaet ’Danskere i verden’ er at give et indblik i, hvordan vi som danskere er forbundet kulturelt med hinanden og med resten af verden.