Blinde vinkler af Anders Totland
Sanne går i 1. g på samme gymnasium som sin kæreste, Henrik der går i 3. g. De ses ikke så meget i skoletiden, men i fritiden lægger Sanne alt fra sig for at kunne være sammen med Henrik. Hendes gamle venner, Anne og Isak, som hun ellers nød at tage på roture og overnatning i naturen med, svigter hun nu. Bare hun kan have Henrik for sig selv i hans bil, er alt godt. Men er alt nu godt? Sanne siger ofte til Henrik, at hun elsker ham, men han siger aldrig det samme til hende, og da Sanne får en fornemmelse af, at Henrik muligvis ser en anden, føler hun sig presset til at tage med til en fest for 3.g'erne. Det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning.
En god og velskrevet ungdomsroman om kærlighed, venskab og om at finde sig selv. Sproget er flydende, og teksten på siderne er kort og delt i afsnit, der gør romanen meget læsevenlig - også for de læsere, der ikke er til lange og tunge bøger, men gerne vil have fingrene i en god historie. Ungdomsroman fra 14 år.