Drengen fra Godhavn

Af bibliotekar Anna Kristensen

Fornyligt havde den danske film ”Der kommer en dag” premiere i biograferne. Filmen foregår på et fiktivt børnehjem i slutningen af tresserne, men der er klar inspiration fra børnehjemmet Godhavn, som lå i Liseleje, og som har resulteret i uudslettelige ar hos de drenge, der under opholdet blev udsat for vold, hån og nedgørelse.

For fem år siden udkom den såkaldte Godhavnsrapport, udarbejdet af en forsker fra Odense Universitet, og denne dokumenterer, hvorledes foragt, ydmygelse, mangel på omsorg, vold, overgreb og medicinske forsøg har ødelagt livet for de børn, der i perioden fra 1945-1976 boede på Godhavn samt 17 andre danske børnehjem.

Ole Tornbjerg, som ellers er kendt som populær forfatter til kriminalromaner i samarbejde med sin kone, har holdt et lille frikvarter fra krimierne, fordi han havde behov for at skrive en helt anden historie. Det blev romanen Drengen fra Godhavn. Romanen er uhyre velresearchet, og Ole Tornbjerg har haft samtaler med tidligere Godhavnsdrenge, for at kunne skabe en troværdig historie.

Drengen fra Godhavn hedder Kalle og er 13 år. Vi følger ham, dels i starten af tresserne, hvor han uden nogen specielt god forklaring bliver anbragt på Godhavn, og dels i 2005, hvor han som voksen har svært ved at se meningen med livet og overvejer at gøre en ende på det. Han lider under en livslang skam og har på det psykiske plan aldrig rigtigt forladt opdragelsesanstalten.

Opholdet på Godhavn skal ruste Kalle, hedder det sig, men det, der i virkeligheden sker, er at børn fra vanskelige kår i stedet snarere bliver nedbrudt. Sengevæderne isoleres i et særskilt rum, og skal stå på række udenfor i al slags vejr med deres våde lagner. Lægen udskriver psykofarmaka i rigelige mængder til drengene. En af drengene spiser sæbe for at få lidt fred på sygestuen i nogle dage. En anden forsøger at hænge sig.

Og når der dukker tilsyn op, ja så er der ingen, der tør sige noget.

Det er barsk læsning, men Kalle tager kampen op med forstanderen og lærerstaben, for han vil ikke lade sig knække. Efterhånden får han selskab af flere af drengene på børnehjemmet. De stikker af flere gange, bryder ind i sommerhuse, men indfanges hver gang. Og så står den efterfølgende på ydmygende afstraffelse og måske også de såkaldte Godhavnsbank, for volden afsætter sig naturligvis også i børnenes indbyrdes relationer i form af udtalt mobning, psykisk tortur og et virkelig grusomt hierarki blandt drengene.

Det er en grusom historie, og man sidder efterfølgende tilbage med stor undren over, hvordan det kunne ske – i en tid, hvor moderne børnepædagogik ellers var i fremmarch.