Hans Jørgen Sandness: Krypto
En dreng hopper i havet, men kommer ikke op igen ved den lille kystby Saltvik. Kort tid efter flytter pigen Ophelia ind hos sin nye plejefamilie i byen og møder fiskeren Bernhard, der ligesom hende interesserer sig for kryptozoologi, der betyder læren om ukendte dyr og væsner. Da de begge to ser noget mystisk og uforklarligt i havet, bliver de viklet ind i et mysterie, der har at gøre med uhyggelige havvæsner, den forsvundne dreng og det lokale akvarium. Dette er første bind i en prisvindende, norsk tegneserie.
Mystikken hænger over næsten hvert eneste billede i denne rigtig fine tegneserie. Bogen er let at læse, så selv yngre læsere kan være med, men det vil ikke genere ældre læsere, da historien er både spændende, gribende og flot tegnet. Som læser har man lyst til meget mere, når man er færdig med dette bind, derfor kommer der heldigvis flere bind i serien.
Spændende og flot tegneserie for børn fra ca. 9 år.