Hvis jeg var statsminister af Trygve Skaug
En lille dreng forestiller sig alle de ting, han ville gøre, hvis han var statsminister. Det er en blanding af store og mindre ønsker, samt af personlige ting og ønsker, som også gavner andre. Der er fx ønsket om, at uld ikke kradser, at bananer ikke får brune pletter, og at alle fortove er trampoliner. Der er også en del ønsker i forhold til at gøre verden til et bedre sted at være for alle, som fx at biler ikke forurener, og at alle syge bliver raske. Når man har et bankende bibliotekarhjerte, er et af de bedre ønsker, som drengen kommer med, at bibliotekerne skulle være døgnåbne og fyldt med hyggelige gamle mennesker, som læser højt for børn.
Billedbogen formidler et barns klassiske fantasi om, hvad man ville gøre, hvis man kunne bestemme alt. Bogen kan lægge op til en god snak om, hvad man selv ville gøre, hvis man bestemte alt, og hvilke ønsker man har for verden. Illustrationerne er fine og farverige med mange detaljer. Hyggelig billedbog for 4-6-årige.