Jessica Townsend: Nevermore – Morrigan Crows magiske prøvelser
Bogen handler om Morrigan Crow, der er et forbandet barn, fordi hun er født på en bestemt dag, nemlig Kvældstide. Derfor får hun skylden for alle ulykker i republikken – lige fra hjerteanfald til haglvejr, også selvom mange af ulykkerne på ingen måde har noget med hende at gøre. Hvad værre er: Som et forbandet barn skal hun dø på sin 11 års fødselsdag. Morrigan har egentlig affundet sig med sin uundgåelige skæbne, men så dukker den mystiske Jupiter North op. Han vil have, at Morrigan skal være hans lærling, og skarpt forfulgt af uhyggelige sorte hunde og ryttere tager han pigen med til den magiske by Nevermoor i Den Frie Stat. Morrigan bliver indlogeret på Norths forunderlige hotel Deucalion, og det er nu meningen, at hun skal gennemgå fire prøver for at blive optaget i den prestigefyldte klub: ”Det forunderlige selskab” i skarp konkurrence med 500 andre børn. Kun ni bliver optaget og spørgsmålet er nu, om den i bund og grund helt almindelige pige kan klare de skrappe prøver og finde frem til hemmeligheden bag sin forbandelse. Og i baggrunden lurer den uhyggelige og mystiske Wundersmed.
Jessica Townsend debuterer med dette første bind i serien med undertitlen Morrigan Crows magiske prøvelser. Der er mange sammenligningspunkter med Rowlings Harry Potter lige fra det ulykkelige barn, der kommer til et bedre og magisk sted, de forskellige prøver, og til det onde der lurer i baggrunden.
Udover den spændende handling, har den velskrevne fortælling et væld af interessante og spændende personer og væsener, lige fra den vrantne kæmpekat Fen, dværgvampyren Jack, vennen og dragerytteren Hawhthorne og selvfølgelig Jupiter North selv. Målgruppen er først og fremmest de større børn, men voksne som kan lide en fantastisk børnebog vil elske denne historie, og så vil den naturligvis være perfekt til oplæsning.