Katja L. Berger: Lugnasad

22.12.21
Anbefalet af Sanne Bjerregaard Lindstrøm

Charlotte, Alex, Magnus og Benjamin er alle sendt på sommerlejren Lugnasad sammen med 30 andre unge mennesker, men de opdager snart, at der er noget helt galt på den gamle ø. For unge fra 14 år, der kan lide gys og keltiske myter.

Alex, Magnus, Charlotte og Benjamin er forskellige som nat og dag, men finder ret hurtig sammen for uden venner kommer man ikke langt på øen. Frodig skov omkranser lejren, men om natten bliver den forvandlet til et ildevarslende sted med skræmmende lyde og sære skikkelser. Efter et par dage begynder flere unge at forsvinde fra øen, og de fire venner begynder snart at ane et skræmmende mønster. Historien fortælles fra skiftende synsvinkler mellem de tre meget forskellige hovedpersoner: den populære pige Charlotte, den flotte Alex og den lidt nørdede Benjamin.

Øen er ejet af tre søskende, som med stor passion går op i selvforsyning, naturens kraft og især er de særligt fascineret af keltiske traditioner og ritualer.

Ved ankomsten på øen er der en lettere trykket stemning blandt de unge, først og fremmest, fordi flere af dem ikke er der af egen fri vilje eller lyst, men fordi deres forældre har taget beslutningen som en sidste udvej. Allerede fra første dag er linjerne trukket op, og konfrontationerne hænger tungt i luften.

Det er en virkelig gribende og velfortalt ungdomsgyser, som kommer rundt om mange vedkommende emner som homoseksualitet, intolerance, venskab og kærlighed, mens den samtidig formår at holde uhyggen fast som en snigende følelse, man ikke helt kan slippe væk fra under læsningen. Anden del af serien ”Tilbage til Lugnasad” er allerede udkommet. Så skynd sig at læse den, hvis du gerne vil vide hvad der sker med Charlotte, Alex, Magnus og Benjamin.