Kobberhandsken
Anbefalet af bibliotekar Maria Lund Grøn
Kobberhandsken er anden del af fantasyserien Magisterium, første del hedder Jernprøven. Hovedperson Call blev da, meget mod sin fars vilje, udvalgt til at gå i skole på Magisterium. I Magisterium-serien hedder Voldemort Constantine Madden og i bog 1 fandt Call ud af at Constantines sjæl var inde i Call.
Nu går Call og spekulerer på, om han så er den inkarnerede ondskab. Det tror hans far tydeligvis, for han har planer om at spærre Call inde i garagen – om han så skal bruge håndlænker. Call stikker af og finder sine venner fra skolen. Men selvom Call er bange for deres reaktion, er det svært at holde på en hemmelighed. Især når horder af zombielignende kaosramte dukker op og kalder Call for ”Mester” og adlyder hans ordrer.
Kobberhandsken minder rigtigt meget om Harry Potter-serien, men samtidig er den helt speciel. Den leger også lidt med sin læser, for hvis man har læst Harry Potter, er der mange paralleller, men altid med et lille twist. Og hvem er god og hvem er ond? Hvem kan man stole på? 3. bog i serien er planlagt til at udkomme i 2017.
Forfatterne er Holly Black og Cassandra Clare. Holly Black lavede sammen med Tony DiTerilizzi Spiderwick-fortællingerne og Cassandra Clare er forfatter til Dødens instrumenter .