Leonora Christina Skov: Den, der lever stille
Da Leonora Christina Skov mister sin mor, beslutter hun sig for at skrive om sin opvækst og forholdet til forældrene, men det er svært, for hvordan skriver man om det, hun selv kalder at vokse op i ”religiøs sekt, der tilbad min mor”? Resultatet er den autofiktive roman ”Den, der lever stille”.
Den, der lever stille, lever godt. Det princip lever Leonora Christina Skovs mor efter, og resten af familien forventes at følge trop, og der er stille i hjemmet i Helsinge. Der kommer sjældent andre i hjemmet end familie og de få legekammerater, der kommer på besøg, og moderen har det bedst hjemme, hvor der ikke er andre mennesker.
Gennem barndommen oplever hun et hjem, hvor moderen er i centrum, hvor det drejer sig om ikke at få moderen til at græde, et hjem med et hav af regler, som er svære at forstå og overholde for en lille pige med en livlig fantasi. Men hun prøver, for hvis hun er sød nok, dygtig nok, stille nok, ligner moderen nok, så kan moderen måske elske hende.
Det er et hårdt pres at leve under, og Christina, som hun hed dengang, har en plan. Når hun bliver student, vil hun på universitetet, for så kan hun flytte til København og få det liv, hun ønsker sig.
Christina bliver student og flytter til København for at læse psykologi, men kort efter dør hendes barndomsveninde på en udenlandsrejse, og det bliver et vendepunkt for hende. Hun skifter navn til Leonora, skifter studie og springer ud som lesbisk, hvilket forældrene overhovedet ikke kan acceptere. De næste 13 år har de meget sparsom kontakt, men gennem mormoren hører Leonora alligevel, hvordan forældrene, især moderen, har svært ved at forlige sig med deres datters seksualitet, og moderen er helt overbevist om, alle i byen sladrer og ser ned på dem, og da hun får brystkræft er hun heller ikke bleg for at give datteren skylden.
"Den, der lever stille" er en stærk og medrivende roman om det at vokse op med urimelige og kontrollerende forældre, der ikke viser kærlighed, men i stedet stiller krav om perfektion og lydighed. Gennem romanen ser vi, hvad et barns higen efter forældrenes kærlighed og accept kan give af langtidsfølger i relationen til andre mennesker, hvilke krumspring man selv som voksen kan lave for at få andre til at kunne lide en. Heldigvis er det også historien om en ung kvinde, der genopfinder sig selv og skaber sig det liv, hun har drømt om.
"Den, der laver stille" kan varmt anbefales.