Malene Lei Raben: Fruen

Bogmarkedet har de sidste år været præget af udgivelser inden for genren autofiktion.

Måske startede det med Karl Ove Knausgaards romanserie ”Min kamp”, som skabte stor opmærksomhed, fordi forfatteren i romanform beskriver sit eget liv og udleverer sig selv og sine nærmeste.

Herhjemme kender vi Thomas Korsgaard og hans to romaner ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” og ”En dag vil vi grine af det”, Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille” og Karen Fastrups ”Hungerhjerte” – for bare at nævne nogle af de mest kendte og omtalte.

I efteråret 2019 udkom Malene Lei Rabens roman ”Fruen”, som har undertitlen ”en datters historie om kærlighed og frihed”. Malene er romanens hovedperson, og hun fortæller om sin opvækst i ungdomsoprørets tid sammen med moderen, som havde travlt med sin karriere, og som overlod Malene til skiftende barnepiger – eller til sig selv, som når hun måtte tage bussen alene hjem fra børnehaven og stå af ved bondehuset på landet, hvor de boede sammen med Malenes søster.

Malenes mor havde selv svært ved at klare sit travle, ”frie” liv og måtte i perioder ty til beroligende medikamenter for at holde skruen i vandet. På et tidspunkt arbejder hun et år i Norge, og efterlader Malene alene i lejligheden imens. Moderen hævder flere gange i bogen, at hun ofrer alt for sine børn. Faderen er for længst flyttet, moderen hader ham, og børnene bliver sendt alene afsted på besøg hos ham og hans nye familie i Aalborg.

Malene Lei Raben har i et interview udtalt: ”Min mors fortælling om min barndom er, at hun ofrede alt for mig og min søster, men det er jo ikke rigtigt, da hun arbejdede rigtigt meget, hvilket jeg synes er fint, men jeg kan ikke lide hykleriet. Mine forældre tiltog selv alle oprørets og frihedens rettigheder, men nægtede deres børn det samme. Vi skulle være som dem.

Det synes jeg igen er hykleri. I deres enorme arrogance troede den generation, at de havde opfundet den rigtige måde at være på, og så skulle børnene skabes i det billede. Men de havde lige glemt, at deres børn også havde brug for at rykke sig og blive fri på deres egne måder”.

Konflikterne spidser til, da Malene kommer i puberteten. Moderen truer med at sende hende over til faderen. Hun er lige så asocial og egoistisk som ham, og børn kan drive deres mødre så langt ud, at mødre godt kunne finde på at slå dem ihjel.

”Fruen” er en rystende roman, der også fortæller om moderens sygdomsforløb og død, og hvordan Malene til slut slutter fred med sin mor. Sådan da.