Momo af Michael Ende
En eventyrlig børnebogsklassiker som stadig holder i dag.
Momo er en usædvanlig pige, som bor alene i udkanten af en større by, midt i et gammelt og forladt amfiteater. De lokale beboere undrer sig over, hvor hun kommer fra og mener ikke, at sådan en lille pige kan klare sig selv. Ingen og selv ikke Momo ved, hvor gammel hun er. Hurtig samles byens børn, gøgleren Gigi, og gadefejeren Beppo omkring hende og byens beboere finder også snart ud af, at Momo er god til at lytte og hjælpe dem med deres problemer, for hun giver sig al den tid i verden, som er nødvendig. Men verden er under forandring og små væsner, kaldet De Grå Herrer, bliver til flere og flere. De stjæler tiden fra byens borgere ved at narre dem til at tro, at de skal spare tiden op i Tidsbanken frem for at nyde livet.
Men De grå Herre kan ikke få Momo overtalt til at spare tid op for hun har gennemskuet tidsrøverne og truer nu deres eksistens. Heldigvis får hun hjælp af "Den vise mester Hora", han sender skildpadden Kassiopeia, med de magiske evner ud for at hjælpe hende.
Momo’ er en fantasyroman om tiden, materialisme og overforbrug i det moderne samfund. Michael Ende skrev bogen i 1973, men ret sigende for fortællingen er den tidløs og stadig aktuel i dag. På en måde var det en skræmmende oplevelse at læse bogen, for der er så meget genkendeligt fra hverdagen at det gør ondt. Børnene i institutioner, stress og jag tager pusten fra én i begyndelsen, men det er skræmmende hvor hurtigt man vænner sig til at have travlt. Og så er det godt at læse ’Momo’, da det giver noget at tænke over i forhold til kravene til arbejds- og familieliv.
Michael Ende var en mesterlig fortæller, som med sine fremragende og bevægende historier rammer vigtige, universelle problemstillinger og vidunderlige eventyrlige verdener på én og samme tid. Oplæsning fra ca. 7 år, selvlæsning fra ca. 11.
Findes på eReolen.