Podcasts på eReolen
Podcasts på eReolen

Podcasts på eReolen

25.01.21
Tema oprindeligt udgivet af eReolen.

Der er ikke længere noget underligt i at gå og høre stemmer. De fleste af os gør det dagligt. I bilen, på løbeturen, imens vi støvsuger, eller før vi skal sove. Lydbøger og podcasts er populære som aldrig før, og det er det muligt at låne begge dele på eReolen. 

'Podcasts på eReolen er ”blå”, hvilket vil sige, at de kan lånes ud over de sædvanlige kvoter - ligesom eReolens ekstra titler. Det er derfor muligt at høre en hel serie uden at ramme loftet - og du kan også stadig låne samme antal ebøger og lydbøger som før. Afspilningen foregår, ligesom når man afspiller en lydbog, og podcasts kan downloades i eReolens app - præcis ligesom ebøgerne og lydbøgerne.

eReolen har podcasts om både historie og teknologi, om forfattere og bøger og om yoga og meditation. Nogle af podcast-serierne udspringer af bogserier, som du måske allerede kender fra eReolen - bl.a. serien Tænkepauser. Med udgangspunkt i denne serie har Aarhus Universitetsforlag produceret en række interviews med bøgernes forfattere, som alle sammen er forskere med en stor faglig viden om bøgernes tema. 

Forlaget Gyldendal har produceret en podcast-serie i samtale-genren, hvor der bliver diskuteret litteratur og læseoplevelser. I denne serie kan du bl.a. møde Emma Holten, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Klaus Rothstein, Kaspar Colling Nielsen og mange flere, der hver især fortæller om deres forhold til litteratur og anbefaler gode bøger. 

Er du mere til det samfundsfaglige, så vil du måske få glæde af Zetlands podcastserie, som tager fat på emner som utroskab og jalousi, fake news og balladen om Trump, indvandrerpolitik, børneopdragelse, konsekvenserne ved at købe alt muligt billigt på nettet og meget, meget mere. 

Vil du se hele eReolens udvalg af podcasts, så søg på "podcast" i søgefeltet eller kig ind på inspirationssiden på eReolens hjemmeside, hvor du kan få inspiration til at finde den rigtige podcastserie for dig.  

Der er altså god mulighed for at invitere nogle nye stemmer indenfor i øregangene og lytte sig klogere med eReolens podcasts.

God fornøjelse.