Sorg & savn
Forlaget Lamberth har udgivet en række billedbøger om at forstå følelser. Denne bog handler om at forstå sorg og savn, hvis man f.eks føler sig ene eller har mistet et familiemedlem eller et kæledyr. Bogen fortæller både, hvad man selv kan gøre, hvis man føler sig trist, men også hvad man kan gøre, hvis man har en ven, som er ked af det.
Nogle gange føler man sig så overvældet af tristhed, at man får lyst til at græde, og i bogen fortælles, at det er helt ok at give tårerne frit løb, for så kan man få spændinger ud af kroppen og få det lidt bedre bagefter.
Bogen er illustreret med fine enkle tegninger, og den er beregnet til oplæsning fra 6 år. Bagest i bogen er der en værktøjskasse med gode råd, som kan tages frem, hvis man har brug for hjælp til at takle sin svære følelse.
I bogen findes også en liste over ord, som man kan bruge i en snak om følelser. Denne ordliste finder man også i de andre bøger i serien.
Serien hedder ”Forstå følelsen” og de øvrige bind hedder Vrede, Glæde, Stolthed, Medfølelse, Generthed, Jalousi og Bekymring.