Ublodige krimier fra eReolen
Gåsehud og et lille grin
Er du træt af krimier, der er alt for blodige, så er her et lille udvalg af spændende ublodige alternativer, der både giver en rislen ned ad ryggen, men også et grin eller to. Du skal bare vælge, om du vil læse med ørerne eller med øjnene.
Læs med ørerne eller med øjnene
Tank din eReolen app op, træk huen godt ned om ørerne og gå en lang tur med en krimi i ørerne. En lydbog skærper læseoplevelsen, gør pulsen højere og ofte turen lidt længere, for du er lige nødt til at have det næste kapitel med. Eller sæt dig godt til rette inden døre med en god e-bog og et lunt tæppe. Så breder uroen sig kun, indtil du ser op fra bogen.
Hyggekrimiens ukronede dronning
I den ublodige krimigenre er den gode historie og de gode personbeskrivelser i højsædet. De ublodige krimier kaldes ofte hyggekrimier. Den ukronede dronning inden for genren er Elly Grifftihs med krimiserien om den engelske arkæolog Ruth Galloway. Serien foregår i Norfolk i Saltmarsken i det østlige England. I fortiden var det et helligt sted og arkæologer har fundet mange vigtige fund der. Her bor seriens hovedperson Ruth Galloway. Forfatteren Elly Griffiths har lavet en grundig research i forbindelse med Ruth Galloway-bøgerne. Hun lægger stor vægt på, at alle historiske begivenheder er korrekte. Desuden lægger hun vægt på et godt og ikke alt for blodigt plot. Det er krimier, der godt kan læses en mørk aften.
Første bind i serien Pigen under jorden kan både læses og høres på eReolen.
Her kan du hente Pigen under jorden på eReolen
Resten af serien kan herefter læses på e-bog i ro og mag i en god lænestol.
Her kan du hente krimiserien om Ruth Galloway på eReolen
Krimi fra Canadas mørke skove
I samme genre er Louise Pennys fransk-canadiske krimier om kriminalkommissær Armand Gamache. Hovedpersonen minder om Agatha Christies Hercule Poirot. Miljøet som historierne foregår i, leder tankerne hen på en sær blanding af Twin Peaks og Stars Hollows fra TV-serien Gilmore Girls. Sammen med krimisagen får man som bonus et anderledes indblik i det canadiske samfund. Alle bøgerne i serien kan lyttes og læses på eReolen.
Her kan du hente Louise Pennys krimiserie på eReolen
Hjemlige hyggekrimier
Herhjemme er Anna Grue aktuel med Mysteriet i Genbrugsen, der er den absolutte hyggekrimi med et lille strejf af uhygge. Vi er ovre i Miss Marple-genren her.
Her kan du hente Mysteriet i Genbrugsen på eReolen
Det samme kan siges om Lars Kjædegaards nye danske krimiserie om efterforsker Agnes Hillstrøm. Krimierne er korte og meget velskrevne. Man er i godt selskab og er godt underholdt undervejs.
Rækkefølgen på bøgerne i Agnes Hillstrøm-serien er
Liget i lyngen
En digters død
Farvel søster
Den lukkede kiste
De menneskelige rester
Håkan!
Håkan Nesser er en sande mester inden for ublodige krimier med stor psykologisk fokus. Der er nok at tage fat på i hans store forfatterskab. Man kan især fremhæve Nessers spændingsroman De levende og døde i Winsford, der både kan læses og høres på eReolen. Den svenske tv-vært Maria er flygtet hovedkulds til England på grund af en dramatisk begivenhed. Men hvad flygter hun fra? En dejlig spændende thriller.
Her kan du hente Håkan Nessers De levende og døde i Winsford på eReolen
Til slut anbefales Nessers krimiserie om Barbarotti. Hele serien findes som e-bog på eReolen.
Her kan du hente Håkan Nessers kriminserie om Barbarotti på eReolen
Rigtig god fornøjelse med både grin og gåsehud.
Oprindeligt udgivet af eReolen.