Badehotellet afsnit 4 - historien set gennem litteratur
Vi begynder syd for grænsen, hvor Grev Ditmars hustru Mitzi er fanget i Berlins russiske zone. Grev Ditmar er, med rette, ligeglad indtil Hr. Aurland gør ham opmærksom på de rædsler, som de kvindelige nazister bliver udsat for af russerne. Berlins historie efter krigen og frem til Murens fald i 1989, bliver belyst intenst i bogen: ”Berlin Berlin: to byer 1945-1989” som du naturligvis kan låne hos os.
Den tidligere Oberst Fuchs er en snu ræv. Det er ikke bare lykkedes ham at flygte til Schweiz under falsk navn, han nåede også at gemme kostbarheder på det hidtil skjulte værelse 10 på hotellet. Det er nu op til den tilbagevendte Hr. Molin at finde værdigenstandene. Nazisterne stjal som bekendt kunstværker og andre store kulturskatte i stor stil, og ved regimets sammenbrud var det op til de allieredes program for monumenter, kunst og arkiver, MFAA-organisationen, også kaldet ”Monuments Men”. Jammerbugt Bibliotekerne anbefaler filmen: ”Monumenternes mænd”, der handler om denne organisations store arbejde med at genfinde og tilbagebringe de stjålne værdigenstande.
Og nu vi er ved Hr. Molin, så mærker man tydeligt hans fortvivlelse og ærgrelse over at have været så stor en del af bunkerbyggeriet. Samme problematik har forfatteren Knud Simonsen skrevet om i romanen: ”Vestkystbunker: Dokumentarisk roman om Danmark i 1940’erne”, hvor hovedpersonen, ligesom Molin, har tjent styrtende på bunkerbyggeri, men nu står overfor en ny tid. Vi kan varmt anbefale romanen.
Vi ses i næste uge, og indtil da, rigtig god påske!
Af bibliotekar Søren Gaarden