Hvad er Læsefamilier?

23.01.23
Konceptet Læsefamilier består af 8 forskellige Læsefamilie-poser for børn 10+

Jammerbugtbibliotekerne tilbyder nu hjemlån af 8 forskellige temaposer fra konceptet Læsefamilier – og formålet med poserne er at tage kampen op mod manglende nærvær i vores fragmenterede, moderne familieliv. 
Læsefamilie-poserne er udviklet efter samme model, som kendes fra fx måltidskasser :  

Familierne får serveret en række unikke litterære – og andre - fælles oplevelser, parat og lige til at tage ud af posen, uden optøning. En form for familielykke i poser, der skal være med til at stjæle opmærksomheden tilbage fra alt det, der forstyrrer og komplicerer. Kodeordet er NÆRVÆR.

Målgruppen for tilbuddet er familier med børn på 10+, der i udgangspunktet antages at være læsende – og er derfor ikke læsetræningsposer, men familiehyggeposer, der sætter fokus på læsning sammen.

 

”Det bedste har været det der med også nogle gange lige at komme lidt væk fra skærme. At vi er lidt mere sociale sammen, så vi ikke alle sammen sidder inde i hver vores lokale med næsen nede i en telefon" – Barn i familie, der har lånt læsefamilie-pose

Poserne er udviklet i forbindelse med pilotprojektet ‘Læsefamilier’, der i 2018 blev testet af 75 nordjyske familier fra fire nordjyske kommuner.

 

Læsefamilie-poser udlånes på linje med andre af Jammerbugtbibliotekernes materialer.