Smæk røret på, lad være med at klikke!
I en række små film, der bliver vist i biografreklamer, på TV2 Play, i radiospots, på sociale medier m.v. kigger Bodil Jørgensen i sin krystalkugle og spår, at rigtig mange mennesker vil blive svindlet. I hvert fald, hvis de ikke lærer at smække røret på eller lade være med at klikke, når identitetstyve prøver at franarre dem passwords, kontooplysninger, MitID og andre personlige oplysninger.
Svært at gennemskue svindlere
Digitale svindlere udgiver sig ofte for at være fra banken eller en myndighed, når de forsøger at lokke personlige oplysninger ud af borgere. Svindlerne kan virke troværdige og være svære at gennemskue. Derfor er budskabet ”smæk røret på, lad være med at klikke” en god huskeregel, der kan hjælpe borgere med at undgå at få stjålet og misbrugt deres digitale identitet. Som det fremgår af filmene: ”Banker og offentlige myndigheder vil aldrig uopfordret bede dig om at overføre penge eller om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald”.
Mere information og quiz
Kampagnen om identitetstyveri er lanceret af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med KL, Danske Regioner, Finans Danmark og politiet. Biblioteker over hele landet hjælper med at sprede budskabet, og på kampagnesiden Kampagne om identitetstyveri (sikkerdigital.dk) kan du finde flere oplysninger samt tage en quiz, der afslører, hvor godt rustet du er til at modstå identitetstyveri.
På kampagnesiden Kampagne om identitetstyveri (sikkerdigital.dk) kan du også downloade en ringetone til din telefon.
Her minder Bodil Jørgensen dig om, at banker og offentlige myndigheder ikke uopfordret vil bede om dine personlige oplysninger via telefonen.