Sprogstartposer
Jammerbugt Bibliotekerne er tilmeldt Bibliotekernes Sprogspor, hvor institutioner og forældre online kan orientere sig i den seneste nye viden om børns sprog, ordforråd og boglister til læselyst.
Af Editor
En del af Bibliotekernes Sprogspor er Sprogstart, som er bibliotekernes sprogindsats for børn i dagplejen, vuggestuen og børnehaven. Sprogstart består af seks Sprogstartsposer fyldt med fantastiske billedbøger og sjove sproglege til børn og deres voksne i dagtilbud 0-6 år.
Hvad er Sprogstartposer?
Sprogstartsposerne tager udgangspunkt i billedbøger med forskellige temaer, og gennem leg med sproget får børn og deres voksne i dagtilbuddet rig mulighed for bl.a. at tale om farver, følelser og tal. Sprogstartsposerne har nemlig hvert sit tema og sproglige fokus.
I hver sprogstartspose er der en billedbog og konkrete materialer som fx legetøj, fotos mm. I sprogstartsposerne er der et bredt udvalg af sproglege, som opfordrer til snak, leg og bevægelse i nær sammenhæng med billedbogen. Der er også en trin-for-trinmanual, der grundigt beskriver hvordan og hvornår fx billedbogssnak og sproglege kan inddrages.
Ud fra Sprogstartsposerne arbejdes der tre gange om ugen koncentreret med:
· Højtlæsning og fokusord
· Guidet læsning og bogquiz
· Fælles oplæsning og sproglege
Hvem tilbyder Sprogstart?
Forløbene afvikles i dagtilbuddet af dagplejere og pædagoger. Der er en tæt kobling mellem bibliotek og dagtilbud, hvilket blandt andet betyder, at biblioteket besøger dagtilbuddet og omvendt. Er du pædagog i vuggestue eller børnehave eller er du dagplejer? Så spørg på dit lokale bibliotek, om de har Sprogstartssæt til udlån.
Se mere på denne hjemmeside: https://www.laesesporet.dk/sprogstart-1-3-aar-og-3-6-aar-foraeldre