Bjørn Esben Almaas: Den gode ven

Denne roman, som er oversat fra norsk, har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2020. Bogens konstruktion er udfordrende for læseren, så trods de kun 175 sider, er det en bog, som man skal sætte god tid af til.

Bogen består af to tidsspor: et nutidsspor, som er kronologisk samt et tilbagebliksspor, der følger hovedpersonen baglæns. Det er ikke en konstruktion, jeg er stødt på før. Så ud over at romanen byder på et sansemættet og lidt kompliceret sprog, så skal man også holde tungen lige i munden, især i det spor, der følger hovedpersonen i tilbageblik.

Hovedpersonen får aldrig et navn, men vi bliver præsenteret for ham i nutiden, hvor han er på besøg i en gardinbutik sammen med sin kone. De skal købe silhuetgardiner. Ekspedienten viser sig at være en person, som vores hovedperson kan huske fra sin barndom, og han får det fysisk dårligt og flygter bogstaveligt talt ud af butikken, efterfulgt af sin uforstående kone.

Han er blevet familiefar med to sønner, men sine oplevelser som barn har han aldrig kunnet snakke med nogen om. Disse oplevelser beskrives i kapitlerne, som følger hovedpersonen 25 år tidligere, hvor én eller flere begivenheder gør, at han ikke længere vil i skole og ikke til spejder og lyver sig syg for at undgå at forlade huset.

Som læser følger man intenst med, for i det baglæns barndomsspor måske at få en slags forklaring på, hvorfor drengen pludselig ikke længere vil være sammen med kammeraterne. Hvad var det egentlig, der skete i 1987, som ændrede hans liv for altid, og som nu rammer ham så hårdt i hans voksenliv?

Den gode ven er en voldsom bog om misbrug, udstødelse og fortrængning, men også en bog, hvor man efter endt læsning sidder tilbage med en del spørgsmål, som man måske – måske ikke – fik et svar på…