Lasse Bo Jensen: Vejen
”Vejen” er en ærkedansk villavej et sted i Danmark og på den bor bl. a vores fortæller Matti, hans mor som bliver kaldt ”Moderen” og hans, måske, Far, som konsekvent bliver kaldt ”Manden med de grå bukser”. Moderen er nervesyg, kommer fra et andet land og har svært ved at finde sig til rette på villavejen, så svært at bogen faktisk begynder dér hvor hun forsøger at begå selvmord ved at hoppe i havnen. ”Manden med de grå bukser” har en fabrik, og hvis han skal forestille osse at være Faren til forfatteren i det virkelige liv, så si´r jeg bare : Tak for kaffe !
For denne roman har autofiktive træk. Den stiller sig op i rækken af rigtig mange udgivelser af selvbiografier i romanform, som udgives i disse år.
”Vejen” rammer ned lige midt i min egen generation, for det er en rigtig 70’er bog. Den handler om at vokse op på en parcelhusvej, og den har alle de rigtige 70’er-ord med : atomkraft, energikrise med bilfri søndage, østblok problematik og Frisko is.
Og fordi man har oplevet det 1:1, så véd man hvad manden taler om, når han fortæller om, at cigaretfadene gik rundt, der var tarteletter på menuen, man lavede kiksekage og ungerne fik æggesnaps.
Blandt børnene hersker det lodrette demokrati, dvs de små får tæsk af dem, der er lidt større og så videre….
En anden måde at mobbe på kan jo være at kalde folk ved diverse øgenavne, og vi stifter bekendtskab med Mugge, Sinken, Store Nikolaj, Røde Robert, Storbyens Tage, Det gamle lokum, Den skaldede bonde og så er alle jo klar over, hvem man taler om.
”Vejen” er Mattis betragtninger over det parcelhusliv, som udfolder sig henover hækken, set og opfattet med en 8-10 årig drengs øjne og sind, hvilket efterlader os læsere med et smil på læben. F.eks der hvor kedsomheden VIRKELIG får tavet på Matti og hans ven Sinken. Der er gået en uge af den lange sommerferie, og de gi’r sig til at grave et hul i jorden sammen. Sinken har, som navnet siger, ikke opfundet den dybe tallerken, og han graver og graver. De finder på, at man kan bruge hullet til beskyttelsesrum, når nu krigen kommer, altså atomkrigen. Og det gør den onsdag middag kl. 12, så de sidder klar nede i hullet med den medbragte dåsemad, tre citronvand, en plade mælkechokolade med nødder og en pose guldkarameller og venter og venter. (s. 157 – 158)
Uforpligtende hyggelig læsning til en gråvejsdag i sofaen. Den er nem at gå til og hurtigt læst og efterlader en på nostalgiens villavej.