Maggie O’Farrell: Skjulte minder

Denne vidunderlige og forføreriske roman er det, som englænderne med et meget præcist udtryk kalder ”UNPUTDOWNABLE”.

Maggie O’Farrell er slet ikke slået igennem i Danmark, og det håber jeg sandelig sker med denne udgivelse fra det lille forlag House of words.

Vi befinder os i England i to tidsspor: dels i nutiden og dels midt i 50’erne.

(Jeg elsker bare romaner med flere tidsspor, og det ved jeg, at mange andre også gør. Det gør læsningen meget mere udfordrende og koncentreret).

Den ene hovedperson er Alexandra, som bor på landet med sin familie og længes efter et liv i storbyen. Tilfældigt møder hun Innes Kent, en flamboyant kunstredaktør, som nærmest bortfører hende til London og introducerer hende for kunstverdenen i efterkrigstidens Soho og omdøber Alexandra til navnet Lexie. Kunstverdenen fascinerer Lexie. Hun trives og udvikles, bliver kunstskribent og kunstkender og elsker livet med Innes ved sin side. Indtil tragedien indtræffer.

I nutidssporet er vi igen i London. Det unge par Ted og Elina har netop fået deres første barn. Fødslen var meget voldsom og Elina, der er kunstner og oprindeligt stammer fra Finland, kan intet huske fra fødslen, og har derfor mere end svært ved at finde sig til rette i rollen som mor. Ted forsøger at støtte hende, men han martres selv af foruroligende minder fra sin barndom. Minder som ikke stemmer overens med hans forældres version af begivenhederne.

Og så udvikler romanen sig naturligvis, så de to tidsspor flettes sammen i en fælles historie. Det er gådefuldt, det er hjerteskærende, så man får en klump i halsen frem imod en slutning, som er noget af det smukkeste, jeg har læst.

Stemningen er som et maleri af Edvard Hopper, som filmen Revolutionary road med Kate Winslet og Leonardo di Caprio i hovedrollerne og i stil med forfattere som Kate Atkinson og Linda Olsson.

Jeg gad også godt være med i dén læsekreds, som skal snakke om denne roman…