Oplyst af Tara Westover

20.06.19
Anbefalet af bibliotekar Anna Marie Toft

Oplyst er en bestseller i USA og det er ikke uden grund.

Oplyst er en gribende, skræmmende og oplysende bog, som fortæller om en amerikansk mormonfamilie, der tyranniseres af en mentalt ustabil far og af religiøs fanatisme.

Vi følger pigen Tara, som vokser op i en mormonfamilie ved foden af et bjerg i Idaho. Hun er den yngste i en søskendeflok på syv. Faderen driver en skrotplads. Moderen er autodidakt jordemoder og naturhelbreder. Faderen nærer en dyb mistro til det offentlige system og som følge deraf isolerer han familien. De vokser op uden fødselsattest, skolegang og lægehjælp. Moderen formår ikke at beskytte sine børn og opsluges langsomt af faderens vanvidsunivers.

Familien arbejder alle på faderens skrotplads, og i en alder af 7 år bliver det Taras tur. Her, som i familien, domineres miljøet af den psykisk ustabile far og en meget dominerende og voldelig storebror. De udøver deres dominans i en så ekstrem grad, at Taras liv er i fare, og gennem årene bliver det klart for Tara at for at overleve psykisk og fysisk, så må hun bryde ud af familiens greb.

Oplyst er en fortælling om Taras kamp for at bryde ud af en religiøs families dominans og indoktrinering. En fortælling om hvordan hun via oplysning, viljestyrke og uddannelse formår at skabe sin egen identitet og finder modet til at stå på egne ben. Først i en alder af 17 år sidder hun på en skolebænk og 10 år senere, i en alder af 27 år, har hun opnået en doktorgrad på University of Cambridge, men det er ikke en forvandling uden personlige omkostninger og konsekvenser.

Oplyst er skrevet ud fra Taras egne oplevelser og erindringer, hvilket gør læseoplevelsen ekstra rørende og intens. Hun har skrevet en gribende bog om religiøs fanatisme og isolering, men også en stærk fortælling om en kolossal viljestyrke og evnen til at bryde ud og genskabe sig selv. Vi har at gøre med et af årets must read.

Materialer
  • Bog

Oplyst : erindringsroman

Erindringsroman. Tara vokser op i Buck's Peak, Idaho, med fanatisk religiøse forældre og en voldelig bror. Da hun som 17-årig starter på Brigham Young University, er det første gang hun befinder sig i et klasselokale
Læs mere
  • Bog

Oplyst : erindringsroman