Orlaprisen 2021 - del 2
Ude skidt – hjemme bedst af Nikolaj Stokholm
Nomineret i kategorien: Bogen der gjorde mig klog
”Ude skidt – hjemme bedst” er en humoristisk rejseguide – eller faktisk en anti-rejsebog - fra komiker Nikolaj Stokholm (Stokkefar) med gode råd og mange fotos. Nikolaj prøver med bogen at få os til at blive i Danmark, når vi holder ferie!
Nikolaj starter med at fortælle om sine egne rejseoplevelser fra barndommen, både i Danmark og i udlandet, hvor han blander personlige oplysninger med rejsetips.
Så fortæller han om 5 steder i verden, som der ikke er nogen grund til at rejse ud for at se – til gengæld giver han en guide til ferie i Danmark fuld af anbefalinger: Pølsevogne, ishuse, smørrebrød, fastfood, danske film og 8 skønne steder, som er et besøg værd.
Bogen er sjov og satirisk, og har en helt anden tilgang til rejsetemaet end man normalt er vant til.
Kompasnålen der bevægede sig af Johan Olsen
Nomineret i kategorien: Bogen der gjorde mig klog
Vi lægger måske ikke mærke til det i vores dagligdag, men H.C. Ørsteds (1777-1851) opdagelse af elektromagnetismen påvirker hele vores dag fra vi står op, til vi går i seng – det får børn såvel som voksne et helt nyt blik for med "Kompasnålen der bevægede sig", som Johan Olsen (ja, ham fra Magtens Korridorer) formidler både sjovt og tankevækkende.
I bogen lærer vi om, hvordan Ørsteds opdagelser for 200 år siden revolutionerede vores opfattelse af, hvad der var muligt, og før hans eksperimenter beviste hans ideer, troede ingen på ham! Ørsteds opdagelse fik afgørende betydning for den måde, vi kan bruge elektricitet på i vore dage.
Antboy vender tilbage-serien af Kenneth Bøgh Andersen
Nomineret i kategorien: Den bedste bogserie
Pelle Nøhrman er bange for at modet og superkræfterne ikke slår til, når det gælder henholdsvis kærlighed og det endelige opgør med ærkefjenden Heros. Seks dage - det er, hvad Antboy har til at finde og uskadeliggøre Heros, inden han vågner op stærkere og farligere end nogensinde før. Opgaven bliver ikke lettere af, at nye og gamle fjender lurer i kulissen, og at Ida har fundet ud af, at Pelle har kysset Mathilde. Hvad er op og ned, hvem er ven og fjende? Hvem kan man i sidste ende stole på, når det er med livet som indsats? For Antboy-fans og andre actionglade læsere på 10-14 år
Geminiforbandelsen: en episk fortælling om tis og trolddom af Kim Ace Nielsen
Nomineret i kategorien: Bogen jeg ikke kunne lægge fra mig
Den 13-årige forældreløse Rasmus lever et ret ensomt liv hos sine plejeforældre. Han har ingen venner, han tisser i sengen og i det hele taget er livet lidt træls. Da Rasmus lærer den populære Xander at kende, opstår et helt særligt venskab mellem de to drenge, og da drengene må tage flugten fra et skrækindjagende monster, ender de i en helt anden verden, end den de kender. Det bliver starten på et hæsblæsende eventyr. "Geminiforbandelsen" er første bind i en planlagt trilogi. Velskrevet og spændende - tilsat en god portion humor.
Kan læses fra 8 år og opefter.